Jeg har hele tiden så mange ting, jeg gerne vil, og mens jeg sidder her og skriver – 21 år gammel, med træt ansigt, slidt hår, Adidas-joggingbukser og en hvid stråhat fra Noa Noa på hovedet, føles det hundrede procent virkeligt, at jeg faktisk kommer til at gennemføre det hele.
Selvfølgelig skal jeg male store lærreder og lave skulpturer. Jeg skal studere skrivehåndværket og blive forfatter. Åh, og også manuskriptforfatter. Jeg vil instruere film, arbejde med teater, lære at danse og rejse til Serbien, Georgien og Finland. Derefter vil jeg uddanne mig til protesemager, lave sølvsmykker og vaser, drive en café, kuratere udstillinger, lave undersøgende journalistik og fotojournalistik samt skrive kroniker. Jeg vil uddanne mig til butiksslagter – bare for virkelig at mestre hele det der kødprojekt, jeg mærkeligt nok er gået i gang med – blive kok og arbejde på en lokal bistro (af den slags, der faktisk er finere, end de tør indrømme). Jeg vil være vegetar og senere hen veganer. Jeg vil lave tøj! Jeg vil arbejde i en ambulance, tage svendebrev som tømrer, arbejde i en bar og lære spansk, fransk og at spille på en masse instrumenter. Skrive sange! Hold da op, hvor vil jeg gerne skrive sange. Og lære om tonearter og finde tværfløjten frem igen. Og så vil jeg være lærer. Tild sidst.
Alt deles og opleves gennem relationer – også kunst! Og den herlige græsrodskunst – den mest "nærværende" og ægte kunstform per se – har gradvist flyttet det ene ben fra den fysiske verden over i den digitale. Men kun det ene ben. Intet er naturligvis absolut. På internettet søger vi afslapning og accepterer, at vores hjerner er på legeplads. Kreativiteten har fundet et nyt legerom!!! Jubii, hvor er det fedt. Meget af den mest fængslende kunst bliver slet ikke betegnet som kunst; i stedet fungerer den som korte, iøjnefaldende videoklip eller lydfiler. Folk lægger skæve kreationer op – nogle gange med en bagtanke, andre gange uden. Jeg mener, det er vigtigt at deltage i kulturen og hente inspiration hos hinanden. Det er noget, vi alle gør, omend ofte uden at have det overskud, der skal til for at omsætte den inspiration til noget større (ref. den lange liste, jeg tidligere fik dig til at læse).
Uanset hvad vil jeg fremhæve legen som projekternes fællesnævner! Den vigtigste egenskab af dem alle!!!!
Jeg er nået frem til den konklusion, at kunstværker (en virkelig tøjelig elastik) ikke altid kræver en kontekst. Faktisk har de langt sjældnere brug for det, end man skulle tro. Derfor vil jeg her dele lidt af det, jeg arbejder på, med så lidt kontekst som muligt. På den måde kan du reflektere over det, du ser eller hører, overveje, hvordan det taler til dig, og vurdere, om du får noget ud af det. Men jeg lover intet! Dagene har føltes lange på det sidste, og hvis jeg skulle falde for fristelsen til at fortælle dig om idéen bag et værk, tja, så ville du bare være nødt til at kigge væk! Det er i hvert fald, hvad jeg ville anbefale. Din egen oplevelse har sin helt egen værdi.
Knus!
(Også en liten disclaimer, dansken min er py sålangt - så en miks av norsk, dansk og engelsk er å vente sig)